Untitled Document

Vilkårlige henrettelser af børn i Honduras
Gaëlle Sévenier (Monsun)
(1338 ord - 8587 anslag)

Iflg menneskerettighedsorganisationen "Casa Alianza" er flere end 1400 børn og unge i alderen 10-23 blevet myrdede i Honduras siden janaur 1998. Dødspatruljerne ankommer til de større byers fattigkvarterer i biler med tonede ruder og udvælger de unge som mål. Der bliver ikke foretaget efterforskninger af drabene, der karakteriseres som "social udrensning".

Delmer bor i et fattigkvarter i San Pedro Sula, Honduras nststørste by. Han er 23 og far til en datter på 1 ½. Tatoveringerne, der dækker hele hans krop, skræmmer nu ikke pigen, der er fuldt bevidst om den magt, hendes store sorte øjne har over hendes far. Delmer blev optaget i gadebanden "Gang Sur", da han var 10 år gammel, efter hans far havde forladt hjemmet. "Gadebanden blev min familie", forklarer Delmer. "Vi levede sammen. Hvis een af os ikke havde noget at spise, så spiste ingen!" I dag, hvor han deltager i et rehabiliteringsprogram efter mange af hans venner og familie er blevet dræbt, frygter han for sit og sin datters liv.

Fænomenet Gadebander - eller maras, som de hedder på spansk - er et dagligt problem i Mellemamerika, men er I realiteten et produkt "made in USA". Navnet "Mara" stammer fra ordet "Marabunta", de afrikanske myrer, der ikke efterlader meget på deres vej. I løbet af 60´erne antog de nordamerikanske gadebander navnet, idet de var deres mål at invadere Los Angeles. De mellemamerikanske emigranter kopierede bandestrukturen efter de vendte tilbage til deres respektive lande.

Mange honduranske familier har stadig ikke formået at genvinde deres levestandard efter orkanen "Mitch"´s hærgen i november 1998. Økonomien kollapsede, mens indbyggerne blev efterladt uden hjem og arbejde, og idag lever 300.000 børn på gaden. For at genskabe dels en social identitet såvel som familiestrukturerne, greb mange til kriminalitet som udvej ..og blev optagede i de ca. 500 gadebander, der anslåes at "operere" i Honduras.Flertallet betragter teenagerne som værende en "social katastrofe", der bør udryddes. Det er efterhånden kommet til det punkt, hvor enhver ung med tatoveringer, hip-hop bukser, øreringe og tætbarberede hoveder automatisk anses for at være farlige udskud. Men bandemedlemmerne er i realiteten småunger i desperat nød for social rehabilitering. Desværre har den honduranske regering tilsyneladende besluttet sig for en anden løsningsmodel: I november 2001, blev lederen af oppositionspartiet Partido Nacional, Ricardo Maduro, valgt til præsident under valgmottoet "Ingen Tolerance" og " Til krig imod kriminaliteten". Lige siden har man været vidne til støt stigende antal vilkårlige henrettelser af teenagere i Honduras.

Ricardo Maduro mistede selv en søn under et kidnapningsforsøg. Rygter vil vide at præsidenten nu forsøger at få hævn over gadebanderne ved at lukke øjnene for de drabene. I løbet at de seneste år har regeringerne øget de økonomiske resourcer til politi og de væbnede styrker, der har været initiativer til nedsættelse af den kriminelle lavalder fra 18 til 16 år , genindførelse af almindelig værnepligt og senest har der været fremsat lovforslag om at indføre dødsstraf. Til gengæld findes der ingen programmer for social rehabilitering eller reintegration.

Delmer har selv gjort sig sine personlige erfaringer med politivolden. Sidste gang han blev arresteret, var han på vej hjem fra begravelsen af en ven. "Jeg sad og slappede af sammen med et par af mine kammerater", fortæller han. " Poltiet ankom og beordrede os ind i patruljebilen. De trak tøjet af mig og hængte mig op i benene, med hovedet nedad. Så begyndte de at banke mig med et baseball bat. Een af vennerne blev skudt i benet, da han forsøgte at flygte. Og egentlig havde vi ikke gjort noget som helst, vi sad bare og slappede af. Men politiet kan frit gøre hvad de vil med os unge…." Delmers oplevelse er ikke enestående. Een af hans venner, Victor, blev fornylig skudt i ryggen af en betjent, og Victor er nu invalideret for livstid. Han var ikke medlem af en bande, hans forbrydelse bestod i at have drukket sig fuld den aften, hvor politiet arresterede ham. "Politiet oplyser at Victor forsøgte at flygte, og at han var en berygtet kriminel" fortæller Delmer. "Men det er løgn, men det er politiets forklaringer der bliver taget for pålydende - aldrig vores!"

Vidneudsagn bekræfter at der mindst een gang om måneden ankommer enten en "grå eller rød bil" til de områder, hvor banderne har deres "revirer". De beordrer ungerne til at klæde sig af for at kontrollere deres tatoveringer. Hvis de er tatoverede, bliver de enten dræbt på stedet, som regel med et nakkeskud, eller de bliver slæbt ind i bilen, hvor de bliver udsat for tortur , for derefter at forsvinde sporløst. Ingen ved med bestemthed, hvorfra dødspatruljerne kommer. Nogle siger at politiet er involveret, men også private vagtkorps, anses for at være medskyldige. Uanset hvem morderne er, så gør den honduranske regering - iflg. Bruce Harris fra Casa Alianza - medskyldig ved ikke i tilstrækkeligt omfang at undersøge og følge op på sagerne. "Myndighedernes åbenlyse ansvarsforflygtigelse kan i realiteten også opfattes som en tilskyndelse til andre om at gribe til de samme ulovligligheder begået imod bandemedlemmerne."

Ricardo Torres, der er koordinator for organisationen" Paz y Justicia"s rehabiliteringsprogram for unge kriminelle, vedgår at der "må være nogle, der véd, hvad der foregår. Men der er ingen, som ønsker offentligt at stå frem med anklagerne." Altså lige med undtagelse af vice politikommissær, Maria Luisa Borjas, der i oktober valgte at træde frem. Borjas, der har været ansat i politiet i mere end 25 år, erklærede at betjente har deltaget i henrettelserne af de formodede bandemedlemmer. "Jeg har klare beviser på at bevismaterialer er blevet destrueret, så det ikke var muligt at afslutte efterforskningerne" oplyste hun. Myndighedernes medvirken har bl.a. bestået i aktiv medvirken i henrettelserne!" Som en konsekvens af hendes offentlige erklæringer, er Maria Borjas på det nærmeste blevet "udstødt" blandt sine kolleger, og hun er blevet bedt om at søge forflytning. Nogle af hendes underordnede er blevet afskedigede og hun disponerer nu ikke længere over de nødvendige resourcer til at fortsætte sin efterforskning. Senest er hun ligeledes begyndt at modtage anonyme dødstrusler.

Nogle ganske få menneskerettighedsorganisationer har også medvirket til at anmelde de vilkårlige henrettelser. Under et besøg i Honduras, oplyste Asma Jahangir, der er repræsentant for FN´s menneskerettighedskommission, at " her råder tilstande, hvor børn uantastet bliver myrdede!" Hvad hun erfarede under sit ophold " gjorde det tydeligt at børn bliver myrdede af medlemmer af de Honduras sikkerhedsstyrker." Ved en pressekonference i august 2002, oplyste lederen af CODEH, Honduras officielle Menneskerettighedsorganisation, Andrés Pavón, at "ikke kun politiet er ansvarlige for torturen - der er ligeledes højtstående officerer indblandede." Selv den katolske kirke har beklaget den officielle passivitet angående de 1400 drab på unge honduranere.

Den religiøse gruppe Mennonitternes organisation "Paz y Justicia" bistår bandemedlemmerne i forsøget på at blive reintegrede i det honduranske samfund. Een af de alvorligste hindringer for denne sociale "genoptagelse" er de tidlige bandemedlemmers mange tatoveringer, som kan være ensbetydende med dødsstraf, hvis de bliver taget af politiet. Desuden er det ofte en betingelse for at få et job, at man skal klæde sig af foran arbejdsgiveren…hvis ansøgeren er tatoveret, bliver han eller hun simpelthen ikke antaget. At fjerne tatoveringerne ved hjælp af laser er rasende dyrt og ingen af gadeungerne råder over sådanne beløb. "Paz y Justicia" har imidlertid fundet en metode, der med infrarød strålebehandling kan rense huden. Det er en langsommelig og pinefuld proces, men ikke desto mindre meldte 200 teenagere sig den første dag, organisationen åbnede for tilbuddet.

"Paz y Justicia" beklager at 25 ud af 60 unge, der har deltaget i organisationens reintegrationsprogram, nu er døde. "Det gør ondt at nogle af de unge, der har vaeret hos i mere end 2 år, er blevet dræbt", udtaler Ricardo Torres. Hans medarbejder Denis Mata mener at løsningen består i at tilbyde bedre uddannelse til politiet. "Vi fortsætter vores arbejde i al stilhed - vi er ikke ude på at blive berømte, vi er ikke helte. Vi ville bare gerne tage os af de unge, så de bliver klare over at de findes forståelse og solidaritet, at det er muligt een dag at gøre deres drømme til virkelighed."

Vilkårlige henrettelser af børn i Honduras Gaëlle Sévenier (Monsun) (1338 ord - 8587 anslag) Iflg menneskerettighedsorganisationen "Casa Alianza" er flere end 1400 børn og unge i alderen 10-23 blevet myrdede i Honduras siden janaur 1998. Dødspatruljerne ankommer til de større byers fattigkvarterer i biler med tonede ruder og udvælger de unge som mål. Der bliver ikke foretaget efterforskninger af drabene, der karakteriseres som "social udrensning". Delmer bor i et fattigkvarter i San Pedro Sula, Honduras nststørste by. Han er 23 og far til en datter på 1 ½. Tatoveringerne, der dækker hele hans krop, skræmmer nu ikke pigen, der er fuldt bevidst om den magt, hendes store sorte øjne har over hendes far. Delmer blev optaget i gadebanden "Gang Sur", da han var 10 år gammel, efter hans far havde forladt hjemmet. "Gadebanden blev min familie", forklarer Delmer. "Vi levede sammen. Hvis een af os ikke havde noget at spise, så spiste ingen!" I dag, hvor han deltager i et rehabiliteringsprogram efter mange af hans venner og familie er blevet dræbt, frygter han for sit og sin datters liv. Fænomenet Gadebander - eller maras, som de hedder på spansk - er et dagligt problem i Mellemamerika, men er I realiteten et produkt "made in USA". Navnet "Mara" stammer fra ordet "Marabunta", de afrikanske myrer, der ikke efterlader meget på deres vej. I løbet af 60´erne antog de nordamerikanske gadebander navnet, idet de var deres mål at invadere Los Angeles. De mellemamerikanske emigranter kopierede bandestrukturen efter de vendte tilbage til deres respektive lande. Mange honduranske familier har stadig ikke formået at genvinde deres levestandard efter orkanen "Mitch"´s hærgen i november 1998. Økonomien kollapsede, mens indbyggerne blev efterladt uden hjem og arbejde, og idag lever 300.000 børn på gaden. For at genskabe dels en social identitet såvel som familiestrukturerne, greb mange til kriminalitet som udvej ..og blev optagede i de ca. 500 gadebander, der anslåes at "operere" i Honduras.Flertallet betragter teenagerne som værende en "social katastrofe", der bør udryddes. Det er efterhånden kommet til det punkt, hvor enhver ung med tatoveringer, hip-hop bukser, øreringe og tætbarberede hoveder automatisk anses for at være farlige udskud. Men bandemedlemmerne er i realiteten småunger i desperat nød for social rehabilitering. Desværre har den honduranske regering tilsyneladende besluttet sig for en anden løsningsmodel: I november 2001, blev lederen af oppositionspartiet Partido Nacional, Ricardo Maduro, valgt til præsident under valgmottoet "Ingen Tolerance" og " Til krig imod kriminaliteten". Lige siden har man været vidne til støt stigende antal vilkårlige henrettelser af teenagere i Honduras. Ricardo Maduro mistede selv en søn under et kidnapningsforsøg. Rygter vil vide at præsidenten nu forsøger at få hævn over gadebanderne ved at lukke øjnene for de drabene. I løbet at de seneste år har regeringerne øget de økonomiske resourcer til politi og de væbnede styrker, der har været initiativer til nedsættelse af den kriminelle lavalder fra 18 til 16 år , genindførelse af almindelig værnepligt og senest har der været fremsat lovforslag om at indføre dødsstraf. Til gengæld findes der ingen programmer for social rehabilitering eller reintegration. Delmer har selv gjort sig sine personlige erfaringer med politivolden. Sidste gang han blev arresteret, var han på vej hjem fra begravelsen af en ven. "Jeg sad og slappede af sammen med et par af mine kammerater", fortæller han. " Poltiet ankom og beordrede os ind i patruljebilen. De trak tøjet af mig og hængte mig op i benene, med hovedet nedad. Så begyndte de at banke mig med et baseball bat. Een af vennerne blev skudt i benet, da han forsøgte at flygte. Og egentlig havde vi ikke gjort noget som helst, vi sad bare og slappede af. Men politiet kan frit gøre hvad de vil med os unge…." Delmers oplevelse er ikke enestående. Een af hans venner, Victor, blev fornylig skudt i ryggen af en betjent, og Victor er nu invalideret for livstid. Han var ikke medlem af en bande, hans forbrydelse bestod i at have drukket sig fuld den aften, hvor politiet arresterede ham. "Politiet oplyser at Victor forsøgte at flygte, og at han var en berygtet kriminel" fortæller Delmer. "Men det er løgn, men det er politiets forklaringer der bliver taget for pålydende - aldrig vores!" Vidneudsagn bekræfter at der mindst een gang om måneden ankommer enten en "grå eller rød bil" til de områder, hvor banderne har deres "revirer". De beordrer ungerne til at klæde sig af for at kontrollere deres tatoveringer. Hvis de er tatoverede, bliver de enten dræbt på stedet, som regel med et nakkeskud, eller de bliver slæbt ind i bilen, hvor de bliver udsat for tortur , for derefter at forsvinde sporløst. Ingen ved med bestemthed, hvorfra dødspatruljerne kommer. Nogle siger at politiet er involveret, men også private vagtkorps, anses for at være medskyldige. Uanset hvem morderne er, så gør den honduranske regering - iflg. Bruce Harris fra Casa Alianza - medskyldig ved ikke i tilstrækkeligt omfang at undersøge og følge op på sagerne. "Myndighedernes åbenlyse ansvarsforflygtigelse kan i realiteten også opfattes som en tilskyndelse til andre om at gribe til de samme ulovligligheder begået imod bandemedlemmerne." Ricardo Torres, der er koordinator for organisationen" Paz y Justicia"s rehabiliteringsprogram for unge kriminelle, vedgår at der "må være nogle, der véd, hvad der foregår. Men der er ingen, som ønsker offentligt at stå frem med anklagerne." Altså lige med undtagelse af vice politikommissær, Maria Luisa Borjas, der i oktober valgte at træde frem. Borjas, der har været ansat i politiet i mere end 25 år, erklærede at betjente har deltaget i henrettelserne af de formodede bandemedlemmer. "Jeg har klare beviser på at bevismaterialer er blevet destrueret, så det ikke var muligt at afslutte efterforskningerne" oplyste hun. Myndighedernes medvirken har bl.a. bestået i aktiv medvirken i henrettelserne!" Som en konsekvens af hendes offentlige erklæringer, er Maria Borjas på det nærmeste blevet "udstødt" blandt sine kolleger, og hun er blevet bedt om at søge forflytning. Nogle af hendes underordnede er blevet afskedigede og hun disponerer nu ikke længere over de nødvendige resourcer til at fortsætte sin efterforskning. Senest er hun ligeledes begyndt at modtage anonyme dødstrusler. Nogle ganske få menneskerettighedsorganisationer har også medvirket til at anmelde de vilkårlige henrettelser. Under et besøg i Honduras, oplyste Asma Jahangir, der er repræsentant for FN´s menneskerettighedskommission, at " her råder tilstande, hvor børn uantastet bliver myrdede!" Hvad hun erfarede under sit ophold " gjorde det tydeligt at børn bliver myrdede af medlemmer af de Honduras sikkerhedsstyrker." Ved en pressekonference i august 2002, oplyste lederen af CODEH, Honduras officielle Menneskerettighedsorganisation, Andrés Pavón, at "ikke kun politiet er ansvarlige for torturen - der er ligeledes højtstående officerer indblandede." Selv den katolske kirke har beklaget den officielle passivitet angående de 1400 drab på unge honduranere. Den religiøse gruppe Mennonitternes organisation "Paz y Justicia" bistår bandemedlemmerne i forsøget på at blive reintegrede i det honduranske samfund. Een af de alvorligste hindringer for denne sociale "genoptagelse" er de tidlige bandemedlemmers mange tatoveringer, som kan være ensbetydende med dødsstraf, hvis de bliver taget af politiet. Desuden er det ofte en betingelse for at få et job, at man skal klæde sig af foran arbejdsgiveren…hvis ansøgeren er tatoveret, bliver han eller hun simpelthen ikke antaget. At fjerne tatoveringerne ved hjælp af laser er rasende dyrt og ingen af gadeungerne råder over sådanne beløb. "Paz y Justicia" har imidlertid fundet en metode, der med infrarød strålebehandling kan rense huden. Det er en langsommelig og pinefuld proces, men ikke desto mindre meldte 200 teenagere sig den første dag, organisationen åbnede for tilbuddet. "Paz y Justicia" beklager at 25 ud af 60 unge, der har deltaget i organisationens reintegrationsprogram, nu er døde. "Det gør ondt at nogle af de unge, der har vaeret hos i mere end 2 år, er blevet dræbt", udtaler Ricardo Torres. Hans medarbejder Denis Mata mener at løsningen består i at tilbyde bedre uddannelse til politiet. "Vi fortsætter vores arbejde i al stilhed - vi er ikke ude på at blive berømte, vi er ikke helte. Vi ville bare gerne tage os af de unge, så de bliver klare over at de findes forståelse og solidaritet, at det er muligt een dag at gøre deres drømme til virkelighed."	Delmer, ex-member of the "Sur 13" and his daughter who is one and half. Teenagers involved in the Peace and Justice reinsertion programs, cleaning the gang grafitis from the walls of their houses. Teenagers cover their body with tattos to show that they belong to a gang. The organization Peace and Justice cleans the skin using an infra red machine.