GUATEMALA BACKSTAGE
          
          af Gaëlle Sévenier, MONSUN, Guatemala, October 2000.
          
          
          500 mayaindianske familier har i mere end 1 år levet klods 
          op af landevejen mod Champerico, 200km fra Guatemala City. På 
          trods af myndighedernes forsøg på at ignorere problemet, 
          lever familerne stadig i håbet om at få tildelt de jordstykker, 
          de iflg. fredsaftalerne undertegnet i begyndelsen af 1990`erne, er berettigede 
          til.
        
        
          Flænsede plastiktelte, mudder, regn, sult, forurenet drikkevand, 
          den konstante risiko forbundet med den hæsblæsende trafik 
          - det er hverdagen for 500 mayaindianske familier, der har slået 
          sig ned ved landevejen fra Retalhuleu mod Champerico ved Stillehavskysten. 
          I begyndelsen var der flere end 1600 familier, men efter det første 
          år har flertallet valgt at give op og er flyttet - ingen ved hvorhen.
          
          Bønderne og deres familier kommer fra alle egne af Guatemala: 
          San Marcos, Huehuetenago, Quetzaltenango, Suchitepéquez, Totonicapán 
          osv, osv. De fleste har været flygtninge i Mexico under den 36 
          år lange borgerkrig. Ved undertegnelse af fredsaftalerne i 1996, 
          lovede den daværende regering at flygtningene skulle kunne vende 
          hjem til den jord, de havde forladt. Men løfterne blev aldrig 
          opfyldt, og pga de faldende kaffepriser, der har medført at de 
          store plantageejere har opgivet at høste deres kaffe, blev de 
          hjemvendte "fyrede" fra de kaffeplantager, hvor det var lykkedes 
          dem at finde beskæftigelse som daglejere.
          Siden d. 21 oktober har familierne ikke haft andet valg end at besætte 
          rabatterne ved landevejen, i håb om at denne aktionsform ville 
          presse myndighederne til omsider at tage problemet alvorligt. "Bz´erne" 
          har stiftet organisationen "Mayas sin tierra"- Mayaer uden 
          Jord - med Gilmar Vallejos Velasquez som generalsekretær. "Vi 
          har ikke i sinde at være underlagt de, der blot vil forgribe sig 
          på vores rettigheder, vores jord og udnytte vores arbejdskraft 
          - Det er sådan de er blevet millionærer!" siger Gilmar.
          
          Generation efter generation har de været bønder, og de 
          betragter ikke sig selv som lovløse. Til gengaeld forstår 
          de ikke helt hvorfor myndighederne altid prioriterer "mestizernes" 
          behov. Iflg. Generalsekretæren drejer familiernes krav sig blot 
          om adgangen til jord, de kan dyrke, men også om generelle forbedringer 
          i de små lokalsamfund.
          
          Den guatemaltekiske regering afviser at have økonomiske ressourcer 
          til at kunne overdrage jord til bønderne. - også selv om 
          det er en del af fredsaftalerne. Samtidig har den selvsamme regering 
          tilbudt omfattende erstatninger til de paramilitære PACgrupper, 
          der under borgerkrigen medvirkede i de massakrer, der kostede omkring 
          200.000 indianere livet. 
          Og Gilmar er fortørnet: Myndighederne siger, de ikke har penge, 
          men til PAC´erne .....? Hvordan i alverden kan man belønne 
          mennesker med op til 20.000 Quetzales (= 20.000 dkr) for at have myrdet 
          tusindvis af uskyldige?"
          
          Francisco Perez Ramirez, talsmand for "Mayas sin Tierra": 
          "Under borgerkrigen myrdede hæren i ledtog med de paramilitære 
          mange af vores venner og naboer. Det virker helt forkert at de nu skal 
          tildeles erstatninger - de skulle i stedet spærres inde. Det er 
          vildt uretfærdigt!"
          
          Og uretfærdigt er et ord, der på glimrende vis beskriver 
          de jordløses situation. Et andet medlem af organisationen, Janaro 
          Arrollo: " Som du selv kan se, så er plastikteltene ved at 
          gå i opløsning. De blæser omkuld i vinden og alting 
          bliver vådt. Og herfra kan vi se de rige, der kører forbi 
          i deres dyre biler........"
          
          Ungerne har ikke modtaget undervisning i det seneste års tid, 
          for der er ingen skole i nærheden. I forsøget på 
          at overleve har familierne organiseret et rotations system, hvor mændene 
          skiftes til at søge arbejde, ofte som landarbejdere ude ved kysten 
          for en dagsløn på mellem 15 og 27 dkr, hvilket lige knap 
          nok rækker til dagen og vejen. Efter et par dages arbejde vender 
          mændene hjem, og et nyt hold tager så ud. 
          Den medicin man råder over, er helt utilstrækkelig og som 
          regel findes der ikke dén type medicin, der er brug for. Man 
          kan kun anvende det forurenede drikkevand fra grøfterne, da familierne 
          er blevet nægtet tilladelse til at bruge vandet fra den nærliggende 
          flod. Ved et tragisk uheld i marts måned druknede den 4-årige 
          Marina Marisela Ortiz Perez således i een af grøfterne.
          
          "Mayas sin Tierra" hævder at de guatemaltekiske dagblade 
          har vildledt deres læsere om problemet. Under overskriften "Falske 
          id, smugling og penge" bragte "El Periodico" d. 18 marts 
          2002, således en reportage om familierne. I artiklen hævdes 
          det at "bz´erne" modtager mellem 500-1000 Quetzales 
          for at besætte landvejsrabatterne, at de er dybt involverede i 
          narkohandel, at de er i besideelse af våben og at Gilmar holder 
          sin sande identitet hemmelig. 
          Familierne afviser samtlige disse beskyldninger og generalsekretæren 
          forklarer at han for at sikre sig og sin familie imod forfølgelse 
          af og til anvender andre navne.
          
          I paragraf 35 i den guatemaltekiske forfatning hedder det: "Alle, 
          der udsættes for anklager, har krav på offentligt at kunne 
          forsvare sig." Det forekommer derfor rimeligt at "El Periodico" 
          i det mindste skulle offentliggøre organisationes forsvar, men 
          efter 8 måneder venter familierne stadig på at kunne få 
          mulighed for at forklare sig i medierne.
          
          Efter offentliggørelse af artiklen i "El Periodico" 
          har Gilmar modtaget adskillige dødstrusler. Blandt bønderne 
          er man enige om at de stammer fra de store landbesiddere ude ved kysten, 
          der lader Off-Roaders med tonede ruder og uden nummerplader, cirkulere 
          rundt i området flere gange dagligt. "Jeg tror ikke det hjælper 
          ret meget, selv om de slår mig ihjel - det vil bare styrke kammeraterne!" 
          siger Gilmar. " De lyver om os og hvis slår de os ihjel., 
          vil de forklare, at det drejer sig om narkohandel." Organisationen 
          har endnu ikke taget stilling til, hvem de vil stemme på ved præsidentvalget 
          i 2003. "Måske forsvinder een af vores medlemmer, og man 
          vil sige, det var fordi vi blandede os i politik!" som generalsekretæren 
          udtrykker sig. 
          
          Gruppen er ved "at løbe tør" ..og derfor appelerer 
          man til det internationale samfund om bevågenhed. "Vi anmoder 
          på internationalt nievau om at presse myndighederne til at erkende 
          at også vi er guatemaltekere!" siger organisationens talsmand. 
          " Om vi så skulle være nødt til blive her i 
          årevis for at blive hørt...jamen, så gør vi 
          det. Vi holder fast ved at det er bedre at omkomme under forsøget 
          end at dø af sult!"