GUATEMALA BACKSTAGE

af Gaëlle Sévenier, MONSUN, Guatemala, October 2000.


500 mayaindianske familier har i mere end 1 år levet klods op af landevejen mod Champerico, 200km fra Guatemala City. På trods af myndighedernes forsøg på at ignorere problemet, lever familerne stadig i håbet om at få tildelt de jordstykker, de iflg. fredsaftalerne undertegnet i begyndelsen af 1990`erne, er berettigede til.

Flænsede plastiktelte, mudder, regn, sult, forurenet drikkevand, den konstante risiko forbundet med den hæsblæsende trafik - det er hverdagen for 500 mayaindianske familier, der har slået sig ned ved landevejen fra Retalhuleu mod Champerico ved Stillehavskysten. I begyndelsen var der flere end 1600 familier, men efter det første år har flertallet valgt at give op og er flyttet - ingen ved hvorhen.

Bønderne og deres familier kommer fra alle egne af Guatemala: San Marcos, Huehuetenago, Quetzaltenango, Suchitepéquez, Totonicapán osv, osv. De fleste har været flygtninge i Mexico under den 36 år lange borgerkrig. Ved undertegnelse af fredsaftalerne i 1996, lovede den daværende regering at flygtningene skulle kunne vende hjem til den jord, de havde forladt. Men løfterne blev aldrig opfyldt, og pga de faldende kaffepriser, der har medført at de store plantageejere har opgivet at høste deres kaffe, blev de hjemvendte "fyrede" fra de kaffeplantager, hvor det var lykkedes dem at finde beskæftigelse som daglejere.
Siden d. 21 oktober har familierne ikke haft andet valg end at besætte rabatterne ved landevejen, i håb om at denne aktionsform ville presse myndighederne til omsider at tage problemet alvorligt. "Bz´erne" har stiftet organisationen "Mayas sin tierra"- Mayaer uden Jord - med Gilmar Vallejos Velasquez som generalsekretær. "Vi har ikke i sinde at være underlagt de, der blot vil forgribe sig på vores rettigheder, vores jord og udnytte vores arbejdskraft - Det er sådan de er blevet millionærer!" siger Gilmar.

Generation efter generation har de været bønder, og de betragter ikke sig selv som lovløse. Til gengaeld forstår de ikke helt hvorfor myndighederne altid prioriterer "mestizernes" behov. Iflg. Generalsekretæren drejer familiernes krav sig blot om adgangen til jord, de kan dyrke, men også om generelle forbedringer i de små lokalsamfund.

Den guatemaltekiske regering afviser at have økonomiske ressourcer til at kunne overdrage jord til bønderne. - også selv om det er en del af fredsaftalerne. Samtidig har den selvsamme regering tilbudt omfattende erstatninger til de paramilitære PACgrupper, der under borgerkrigen medvirkede i de massakrer, der kostede omkring 200.000 indianere livet.
Og Gilmar er fortørnet: Myndighederne siger, de ikke har penge, men til PAC´erne .....? Hvordan i alverden kan man belønne mennesker med op til 20.000 Quetzales (= 20.000 dkr) for at have myrdet tusindvis af uskyldige?"

Francisco Perez Ramirez, talsmand for "Mayas sin Tierra": "Under borgerkrigen myrdede hæren i ledtog med de paramilitære mange af vores venner og naboer. Det virker helt forkert at de nu skal tildeles erstatninger - de skulle i stedet spærres inde. Det er vildt uretfærdigt!"

Og uretfærdigt er et ord, der på glimrende vis beskriver de jordløses situation. Et andet medlem af organisationen, Janaro Arrollo: " Som du selv kan se, så er plastikteltene ved at gå i opløsning. De blæser omkuld i vinden og alting bliver vådt. Og herfra kan vi se de rige, der kører forbi i deres dyre biler........"

Ungerne har ikke modtaget undervisning i det seneste års tid, for der er ingen skole i nærheden. I forsøget på at overleve har familierne organiseret et rotations system, hvor mændene skiftes til at søge arbejde, ofte som landarbejdere ude ved kysten for en dagsløn på mellem 15 og 27 dkr, hvilket lige knap nok rækker til dagen og vejen. Efter et par dages arbejde vender mændene hjem, og et nyt hold tager så ud.
Den medicin man råder over, er helt utilstrækkelig og som regel findes der ikke dén type medicin, der er brug for. Man kan kun anvende det forurenede drikkevand fra grøfterne, da familierne er blevet nægtet tilladelse til at bruge vandet fra den nærliggende flod. Ved et tragisk uheld i marts måned druknede den 4-årige Marina Marisela Ortiz Perez således i een af grøfterne.

"Mayas sin Tierra" hævder at de guatemaltekiske dagblade har vildledt deres læsere om problemet. Under overskriften "Falske id, smugling og penge" bragte "El Periodico" d. 18 marts 2002, således en reportage om familierne. I artiklen hævdes det at "bz´erne" modtager mellem 500-1000 Quetzales for at besætte landvejsrabatterne, at de er dybt involverede i narkohandel, at de er i besideelse af våben og at Gilmar holder sin sande identitet hemmelig.
Familierne afviser samtlige disse beskyldninger og generalsekretæren forklarer at han for at sikre sig og sin familie imod forfølgelse af og til anvender andre navne.

I paragraf 35 i den guatemaltekiske forfatning hedder det: "Alle, der udsættes for anklager, har krav på offentligt at kunne forsvare sig." Det forekommer derfor rimeligt at "El Periodico" i det mindste skulle offentliggøre organisationes forsvar, men efter 8 måneder venter familierne stadig på at kunne få mulighed for at forklare sig i medierne.

Efter offentliggørelse af artiklen i "El Periodico" har Gilmar modtaget adskillige dødstrusler. Blandt bønderne er man enige om at de stammer fra de store landbesiddere ude ved kysten, der lader Off-Roaders med tonede ruder og uden nummerplader, cirkulere rundt i området flere gange dagligt. "Jeg tror ikke det hjælper ret meget, selv om de slår mig ihjel - det vil bare styrke kammeraterne!" siger Gilmar. " De lyver om os og hvis slår de os ihjel., vil de forklare, at det drejer sig om narkohandel." Organisationen har endnu ikke taget stilling til, hvem de vil stemme på ved præsidentvalget i 2003. "Måske forsvinder een af vores medlemmer, og man vil sige, det var fordi vi blandede os i politik!" som generalsekretæren udtrykker sig.

Gruppen er ved "at løbe tør" ..og derfor appelerer man til det internationale samfund om bevågenhed. "Vi anmoder på internationalt nievau om at presse myndighederne til at erkende at også vi er guatemaltekere!" siger organisationens talsmand. " Om vi så skulle være nødt til blive her i årevis for at blive hørt...jamen, så gør vi det. Vi holder fast ved at det er bedre at omkomme under forsøget end at dø af sult!"